Sommerferielæsning del 2

 Nu er ferien for alvor i gang og jeg kan med rette skrive om sommerferielæsning. Jeg har i år sat mig for at bøger og læsning skal have lov til at fylde lige så meget som de overhovedet kan komme til i denne ferie. Læsning giver mig ro i hovedet og fylder så meget op i de udtømte batterier. 

Jeg har læst endnu en god bog og vil herunder dele min anmeldelse og anbefaling af denne.



"Kobberslottet" af Lotte og Søren Hammer 

- del 2 i Venner og fjender serien.

I "Kobberslottet" stifter vi for første gang bekendtskab med den danske, jødiske pige Kassandra, der bor i Danmark sammen med sin far og storebroderen Alexander.
I sommeren 1939 sendes Kassandra og Alexander til det sydøstlige Polen for at besøge deres stenrige morfar. Deres mor er død og børnene har aldrig mødt den gamle mand. 
Han ejer en stor kobbermine i Polen og børnene fragtes i stor luksus ned til familieslottet.
Her møder de deres 2 kusiner, Julia Janecska og Gracja som bor på slottet, da deres far, som er minister i den polske regering, har alt for travlt til at tage sig af dem. 
I starten er alt fryd og gammen, der opstår hede følelser mellem Julia Janecska og Alexander. Kassandra bruger megen tid på at træde i moderens ærkekommunistiske fodspor og kæmpe for bedre og flere rettigheder for arbejderne i morfaderens mine.
Alt dette ændres drastisk da Tyskland og Sovjetunionen indgår en fredaftale. 
De unge mennesker kastes ud i en kamp om liv eller død og bedst som de tror at alt har fundet et fornuftigt leje under sovjetisk styre, invaderer og besætter Tyskland Polen og deres jødiske baggrund bliver på en gang både relevant og dødsens farlig.

Del 2 er fuldt ud lige så medrivende og velskrevet som del 1. Persongalleriet er sympatisk, spændende, irriterende og frustrerende - alt det der i mine øjne kendetegner et godt persongalleri i en god bog.
De indbydes forhold og relationer er troværdige og vigtige for historiens videre forløb og uden at afsløre alt for meget kan jeg sige at mange tråde hvirvles sammen både først og sidst i bogen.
Den får min varmeste anbefaling... og JA jeg er allerede gået i gang med del 3..... "Gaden uden navn"


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

"Med alle midler" af Thomas C. Krohn

"Løgnerens Hus" af Katrine Nørregaard

"Et rigtigt liv" af Katrine Marie Guldager