Den bedste bog jeg IKKE har læst.

 Jeg er en stor læsehest - indrømmet.. men nogle gange kolliderer min læselyst med min lyst til at udfolde mig kreativt... det er ret svært at holde styr på både bog og hæklenål... heldigvis findes der råd for dette.. nemlig lydbøger.


Normalt bruger jeg mest lydbøger når jeg går eller cykler da jeg synes det ofte går for langsomt med en oplæser.

Denne gang viste det sig dog at være held i uheld.



Kathrine Marie Guldager har selv indlæst bogen "Det samme og noget helt andet" som jeg har lyttet til via Mofibo og jeg må sige at jeg er blæst bagover. 

Bogen er en selvbiografisk roman, der skildrer den der komplekse, komplicerede og kontrastfyldte størrelse som en familie er. 

Med udgangspunkt i tabet af både faderen og veninden i 1988 skildrer Katrine Marie Guldager den efterfølgende tid med udgangspunkt i sin spirende forfatterkarriere og i hele institutionen der udgør det gængse familiebillede.

Hele sorgprocessen bliver en kamp om hvem det egentlig er mest synd for, nogle påtager sig for meget sorg, andre for lidt, nogle mener at have ret til at sørge mere end andre og man kanaliserer sin sorg ud på de (for os udenforstående) mest mystiske og banale måder.

Men hvad er familie egentlig? Hvem bestemmer hvem der har hvilke roller? Hvordan vælger man familien til og fra? Kan man det? vil man det? 

Bogen er velskrevet, hudløs og hudløst ærlig og alligevel bygget op af et panser - det panser vi kan blive nødt til at bygge op, når vi på engang ønsker at være sammen med familien og samtidig ikke ønsker det. Katrine Marie Guldagers egen indlæsning giver bog en ekstra kant af sårbarhed og styrke som vil rodfæstne sig i mig i lang tid fremover - og selv om jeg har en dejlig familie, kan man godt sætte sig lidt ind i den sorg det må være, når familielivet ikke helt arter sig som det "bør".. og når nogle handler så meget i mod det man forventer og synes er rimeligt.

Flere gange havde jeg (selv i disse Coronatider) sådan en lyst til at give forfatteren en krammer og sige at alt bliver ok igen, at forsikre hende om at der var mange der godt kunne lide hende selv om hun måske tvivlede på det undervejs og samtidig lyst til at ruske hende og bede hende mande sig op og sige fra.

Men hvem er det egentlig der definerer vores roller i familien, hvem har bestemt at vi skal elske hinanden bare fordi vi deler blod og gener... De fleste af os står ikke over for disse valg, men skulle det ikke være ok at vælge til og fra? 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

"Med alle midler" af Thomas C. Krohn

"Et rigtigt liv" af Katrine Marie Guldager

"Løgnerens Hus" af Katrine Nørregaard